Menu

Historien

image

Stiftet:
1. juli 1921

Titler:
Dansk pokalvinder 1974. Semifinalist 1955, 1977

Bedste placering:
Nr. 8 i 1. division - 1975

Placeringer i den bedste fodboldrække:
1975 (8), 1976 (16)

Placeringer i den næstbedste fodboldrække:
1956 (6), 1957 (7), 1958 (11), 1963 (10), 1964 (11), 1966 (10), 1967 (10), 1968 (4), 1969 (10), 1970 (12), 1974 (1), 1977 (7), 1978 (8), 1979 (8), 1980 (15), 1986 (6), 1987 (7), 1988 (7), 1989 (10), 1990 (6) 1991 (3), 1991e (6), 1992e (9), 1993f (8)

Placeringer i den tredjebedste fodboldrække:
1953 (6), 1954 (3), 1955 (1), 1959 (7), 1960 (6), 1961 (5), 1962 (1), 1965 (1), 1971ø (4), 1972ø (5), 1973ø (1), 1981 (9), 1982 (4), 1983 (14), 1985 (2), 1993eø (7), 1994eø (10), 2008v (12), 2009ø (14), 2010ø (8), 2011ø (8), 2012ø (13), 2014ø (14)

Nr. 1 på topscorerlisten:
1962 (Adser Skov, 21), 1973ø (Bjarne Pettersson, 22), 1985 (Jan Krause, 27), 1991 (Michael Gøttsche, 13), 1993eø (Jan Krause, 12)

Klubkamprekord:
Carsten Nielsen, 458

Landsholdsspillere:
Finn Laudrup (9), Bjarne Pettersson (6), Birger Mauritzen (4)Jan Pettersson (2), Einer Jensen (1)

Tilskuerrekord:

I Københavns Idrætspark: 20.000 (Pokalfinalen mod OB i 1974).

Hjemme - 6.400 tilskuere (Vanløse-Viborg, 1954).

Ude - 7.800 (Ikast-Vanløse, 1978)

 



Der var engang... i juli 1921

Det var 12-13 drenge - deriblandt Gunnar Grammer - fra Villabyerne på grænsen mellem Frederiksberg og Vanløse, der besluttede sig for at stifte "Vanløse Boldklub". Der skete i juni 1921 og scenen var Grøndalsparken. Senere lykkedes det også for initiativtagerne at skrabe penge sammen til at købe en fodbold og klubbens allerførste modstander var såmænd Husum.

Kampånden og fællesskabsfølelsen var på sit højeste og Vanløse Boldklub trak sig ud af lokalopgøret med en 2-1 sejr. Efter kampen valgte man klubdragten, som stadig er klubbens kendetegn: Hvide bluser, sorte shorts og hvide sokker.  

Spillerne gav hinanden håndslag på, at de ikke ville lade klubben visne bort som det var sket i tidligere tilfælde. Alle lovede også at møde frem til kampene - et løfte som de ikke undgik at blive mindet om.

Fodbold, boksning og løb med fra start

Den første fodboldbane med målstænger blev anlagt ved det nuværende Vanløse Idrætspark. Kridtstreger og målnet var dog en luksus, som man måtte fantasere sig til. Omklædningen blev klaret hjemmefra, men ved kampe og stævner var der mulighed for at benytte Møllehaven, som lå på hjørnet af Ålekistevej og Bogholder Allé. Senere blev Jernbanecaféen på Jernbane Allé brugt til samme formål. Meddelelser om kampe og holdopstillinger blev slået op ved iskagehuset på Ålekistevej og ved Jernbanecaféen. Trods de trange forhold kom der mange nye spillere til klubben, og der kunne snart mønstres 2 hold. 


l efteråret 1921 blev der afholdt stiftende generalforsamling, hvor der blev valgt en bestyrelse og vedtaget en række love. I begyndelsen var der - foruden fodbold - også løb og boksning på programmet - altsammen under navnet Vanløse Idræts Forening.

VIF blev således medlem af Dansk Amatør Bokse Union og klubmesterskaberne - i 7 vægtklasser - blev afholdt på Vanløse skole. Boksernes fysiske træning havde optimale rammer omkring Damhussøen og -engen, men det var alligevel fodboldspillerne, der vandt klubbens første pokal. Triumfen kom i hus ved et stævne i Veksø og initiativet fra Grøndalsparken havde fået sit første synlige bevis på succes.

Løbeklubben i VIF - november 1922

Banen på Lønstrupvej

Da arealet ved Vanløse Byvej blev udlagt til kolonihaver blev målstængerne flyttet til banen syd for Vanløse skole. Marken var lejet af gartner Rasmussen gennem Københavns Kommune og han havde et par heste græssende der. VIF fremlejede området af gartneren for 20 kroner pr. sommer, men marken var nærmest umulig at spille på. Om foråret dannedes små søer med svømmende fugle...og flydende fodbolde. Baglokalet i chokolade- og rulleforretningen  - lige overfor på Ålekistevej - gav dog rig mulighed for at hygge sig efter træningen. 


Her var der mulighed for at købe sodavand, is og kaffe - og man kunne samtidig deponere sit omklædningstøj. Dengang var der ikke mulighed for omklædning på Vanløse skole, fordi skolebetjent Thorvaldsen ikke ville have sin fritid ødelagt af "noget renderi på skolen". l 1924 blev løb og boksning udskilt fra VIF, da det blev vurderet som for dyrt. Efter en række henvendelser om forbedring og placering af banen blev den bedre, men aldrig god.

Hønsehuset

VIF var først medlem af "Forstædernes Union" - senere "Småklubbernes sammenslutning" - hvor VIF hævdede sig pænt uden ligefrem at være dominerende. l 1928 blev klubben tilbudt et tidligere hønsehus af en murermester. Medlemmerne takkede ja og malede stedet, som blev indviet i forbindelse med en børnehjælpskamp mod Hellas. Indtægter til klubben blev dengang som nu skaffet via kontingenter, lotterier og fester. 

Når der var arrangeret fest kunne bestyrelsen blot gå hændervridende rundt på jernbanecaféen og håbe på et lille overskud. Dengang måtte der ikke sælges billetter ved indgangen, hvilket blev kontrolleret af den eneste betjent i området, som var en ældre korpulent og meget tørstig herre! Når betjenten dukkede op handlede det om at få hældt nogle sjusser på ham, og straks blev han mildere og i langt bedre humør. Derefter vidste alle, at han ikke ville blande sig i noget. 

I 1928 var klubben så konsolideret, at man søgte om optagelse i KBU. VIF indledte den nye æra med en 5-2 sejr over Dalgas, men banen på Lønstrupvej blev ikke godkendt til turneringsfodbold og hjemmekampene blev henvist til Fælleden. 

De glade 30'ere

I 1929 blev der budt velkommen til mange drenge og juniorer og særligt drengeholdet gjorde sig bemærket med mange sejre. Faktisk endte spillerne fra denne årgang som grundstammen på det daværende 1. hold. Succesen kunne dog ikke hindre, at VIF sluttede som nr. 13 af 14 klubber i B-rækken, men det skulle blive meget værre i 1931. Spillerne mødte ikke frem til kampene, og ofte måtte de hentes derhjemme lige før kampene. Der var opløsningstendenser og i maj indkaldte bestyrelsen til møde. 

Her blev der nedsat et 3-mandsudvalg, som tog initiativ til at sende et brev til hver spiller, hvor de skulle tage stilling til deres interesse for at spille i klubben. Bestyrelsen afviklede ugentlige møder og langsomt kunne der spores en vej ud af dødvandet. Pengekassen blev langsomt fyldt og ved klubbens 10-årsfest sluttede VIF på en hæderfuld 10. plads. Klubben var sågar beskedne nok til at vinde deres eget jubilæumsstævne over Hellas og de fysiske rammer blev forbedret med en bane på Engdraget. Det betød dog, at Vanløse måtte forlade Vanløse - og fraværet skulle vare helt frem til 1946. Banen på Engdraget blev taget i brug den 31. oktober 1931, hvor ØB vandt 1-4.

Vinder af B-rækken 1933/34 

VIF havde stor medlemsfremgang i perioden og med en 3. plads til 1. holdet var der håb om oprykning til A-rækken. Det lykkedes i 1934, men den gode stemning blev afbrudt af...rekvisitforvalterens løn. 3 bevægede generalforsamlinger senere var bestyrelsen trådt tilbage i protest, så de 250 medlemmer stod uden ledelse. Ved nytårsfesten i Jernbanecaféen lykkedes det alligevel at præsentere 1. nummer af VIF's medlemsblad. Måske var overskriften: "En klub med store muligheder og små problemer på tværs". 

Mulighederne blev synliggjort med sportslig og medlemsmæssig fremgang. Medlemstallet rundede 300 og i 1938 sluttede 1. holdet på en flot 2. plads, mens 1. ynglinge vandt alle kampe med en målscore på 105-11. l samme periode indtraf 2 sportslige højdepunkter: Et kombineret FB/VIF-mandskab vandt en træningskamp over Frem med 4-2...med 4000 tilskuere på lægterne! Herefter sejr i sommerpokalturneringen i 1941... 6-2 over B1908. Sejren indløste billet til finalen, der blev spillet mod KFUM i Emdrup. Her tabte VIF dog 1-2 efter et jævnbyrdigt opgør.

Tilbage i Vanløse

Vanløse Idrætspark blev indviet søndag den 14. april 1946, men allerede året forinden var fodbolden flyttet tilbage til Vanløse med træningsfaciliteter på Vanløse skole. Klubbens 25 års jubilæum blev således en milepæl i klubbens historie. Der var nu 2 træningsbaner og en kampbane til rådighed, og eneste streg i regningen var de manglende omklædningsfaciliteter, som krævede en kommunal bevilling.

Det sportslige højdepunkt var en ynglingepokalfinale med Karl Lorentzen som træner.

I de efterfølgende år gik det desværre ned ad bakke rent sportsligt, men optimismen var intakt. I 1948 stillede VIF op i københavnsserien, og der var klubben parkeret i de næste 4 år:

- 1948/1949 - 3. plads i Københavnsserien.

- 1949/50 - vinder af Københavnsserien. Sejren gav kvalifikationskampe til 3. division, men allerede i den første kamp tabte VIF 0-3 til Herning i Odense. Kampen var dog blevet et tilløbsstykke i lokalområdet, og på Vanløse Folkeblad havde man arrangeret et ekstratog med 300 tilskuere fra Vanløse. 

- Træner Karl blev siden hen skiftet ud med træner Børge - Børge Sørensen - men på trods af, at han lagde krop og sjæl i trænerarbejdet, lykkedes det ikke for ham at få vendt skuden. Ny mand på posten var en anden Børge - Børge Nielsen fra Brønshøj, men han fik også en kort trænerkarriere i VIF. Endnu inden kvalifikationsrunden var færdigspillet var han draget til Sverige for at aftale en række træningskampe i Nordland, men Børge blev så begejstret for sine nye svenske bekendtskaber at han droppede Vanløse og istedet indledte en svensk trænerkarriere. Vanløse tog chancen med en 3. børge - Børge Knudsen fra B1909 - og med ham ved roret vandt klubben Københavnsseriens pulje A, og man deltog igen i kvalifikationsrunden til Danmarksturneringen.

VIF Revy april 1949

Oprykning til 3. division

VIF sikrede sig oprykning til 3. division i 1952 efter en hjemmebanekamp mod Viborg. Midtjyderne var blevet udskreget som storfavorit, men Vanløse fejede dem ud af banen med 6-0 i overværelse af 6000 tilskuere.

Vinder af Københavnsserien 1951/52 og kvalifikationsturneringen til 3. division i 1952

Der var tale om et højdepunkt i klubbens historie på daværende tidspunkt. Særligt efter de forudgående svære år fungerede sejren og oprykningen som et kæmpeplaster. Om aftenen blev spillere, ledere og vedhæng indbudt til fest i Jernbanecafeens selskabslokaler. De 17 spillere fik hver især en guldnål med klubbens initialer. Desuden var der en gave til træneren i form af et kontant beløb og et armbåndsur.

Nye rammer

Med oprykningen til 3. division - og den store tilskuerinteresse til kvalifikationskampene - måtte både KI og VIF ligge hovederne i blød omkring tilskuerfaciliteterne. Medlemmerne ønskede, at turneringskampene skulle afvikles på Frederiksberg Stadion, såfremt der ikke blev opstillet tribuner. Efter forhandlinger gik KI med til at opstille en del ståtribuner og samtidig blev der taget initiativ til at overflytte en siddetribune fra Østerbro Stadion, som alligevel var under ombygning - det var i vinteren 1953. Der fulgte flere fordele med oprykningen - der blev bl.a. installeret varmtvandsbad til afløsning for det kolde sus. Desuden fik klubben tilladelse til at oprette et lokale til afholdelse af bestyrelsesmøder og spilleudvalgsmøder. 

Siddetribunen fra 1953, som blev indviet i forbindelse med en divisionskamp mellem Vanløse og Nakskov.

Disse møder var hidtil blevet afholdt privat eller i materialerummet, og der blev nu også mulighed for at benytte det ene omklædningslokale til klublokale, så der kunne afholdes små sammenkomster, klubaftener med bordtennis mv. Der skulle også findes en ny træner, som kunne sikre sportslig succes i danmarksturneringen. Valget faldt på Henning Westergaard fra AB, og det valg fik positive konsekvenser langt ud i fremtiden.  

Det startede dog svagt i foråret 1953, men ved turneringsafslutningen var der skrabet 20 points sammen, hvilket rakte til en 6. plads. VIF var kommet i Danmarksturneringen for at blive trods sportsjournalisternes spådomme om det modsatte.

Oprykning til 2. division

Henning Westergaards var også interesseret i muligheden af at få stillet en bane til rådighed for vintertræningen. KIs ledelse afviste dog ønsket med henvisning til, at det ville være umuligt at holde græs på banerne i sommermånederne. Med lidt pres gik KI's ledelse dog med til, at der blev operettet en grusbane på det areal, der egentlig var udlagt til tennisbaner. Klubben måtte dog selv finansiere anlægsarbejdet og Generalforsamlingen afsatte 9.000 kroner til formålet. Et ingeniørfirma udførte den grove planering med bulldozer, mens finplaneringen og pålægning af slagger og grus blev udført ved frivillig arbejdskraft af medlemmer og andre interesserede. Grusbanen endte med at koste 12.000 kroner, men pengene var godt givet ud. 

Spillerne havde nu mulighed for helårstræning og 1. holdet sluttede på 3. pladsen i 1953, men året bød også på en glædelig nyhed for én af holdets spillere: Ejner Jensen blev udtaget til Alliancens hold mod jugoslaviske Beogradski og blev således klubbens første internationale spiller. Senere blev han også udtaget til B-landsholdet mod Finland, KBU's udvalgte hold mod Jylland og endelig til A-landsholdet mod Norge. 

I 1954/55 satte holdet sig på tronen af 3. division og begejstringen var stor hos dem, der overværede sæsonens sidste hjemmekamp mod Vejen (3-1). Efter sidste dommerfløjt blev alle spillerne båret i guldstol fra banen til klubhuset, som blev et særligt minde i erindringen hos alle de tilstedeværende. Succesen begrænsede sig ikke til turneringen. Aalborg Chang var modstander i landspokalturneringens semifinale, som dog endte med et 0-1 nederlag. At de så blev slået 4-0 blot 14 dage senere i turneringen viste blot, at VIF havde langt mere i posen end 0-1 nederlaget indikerede. 

Succes på standby

Det første år i 2. division lå klubben lunt placeret som nr. 5 i forårsturneringen og medlemstallet boomede - 1124 ved udgangen af 1955, hvilket gjorde VIF til en af københavns største klubber. 1. holdet toppede i denne periode, men de kommende år gik det lidt ned ad bakke, fordi det succesfulde divisionshold langsomt gik i opløsning.  

Slutningen af 50'erne og begyndelsen af 60'erne gav middelmådige resultater i 3. division. 1962 var dog et vendepunkt med en flot 1. plads i 3. division og det gav en returbillet til 2. division. Målmand, Henrik Jørgensen, optrådte på B-landsholdet og han var desuden reserve på A-landsholdet. 1963 var året, hvor Ejner Jensen rundede 300 førsteholdskampe, inden han afsluttede sin gloværdige karriere i 1964. 

Vanløse anno 1964
Stående fra venstre: Tivador Szentpetery (træner), Uno Ternstrøm, Erik Petersen, Ebbe Johansen, Gøsta Almbjerg, Sven Aage Nielsen, Finn Laudrup, Ewen Ellebo. 
Forrest fra venstre: Jørn Holst, Mogens Larsen, Ole Olesen, Henrik Jørgensen, Eigil Rasmussen, Poul Jensen, Hugo Nielsen.

VIF nåede dog aldrig at stablisere positionen i 2. division og det var en evig kamp mod nedrykning til 3. division. 1967 skilte sig dog ud - ikke mindst på grund af en vis Finn Laudrup, som stod overfor sit internationale gennembrud med deltagelse i samtlige landskampe og deltagelse på Nordens hold mod Sovjetunionen.

Invitation til Gunnar Grammer om at deltage i indvielsen af den nuværende siddetribune 6. maj 1971

De gyldne år

Klubbens gyldne år er perioden fra 1972-1976, hvor man spillede sig fra 3. division til 1. division. Holdet præsterede at gå ubesejret gennem hele 42 kampe, hvilket var en tangering af KB's rekord. Vanløse IF rykkede op i 1. division i 1975, men allerede året forinden havde man vundet DBU's landspokalturnering med en 5-2 sejr over OB i Københavns Idrætspark.  


Holdet var en unik blanding mellem teknisk velfunderede og fysisk stærke spillere. Spillerne mestrede en sjælden evne til at fighte så det slog gnister...de nægtede simpelthen at tabe! Vanløse/Lindevangsbladet havde denne kommentar d. 7. november 1974: "Oh, hvilken fodboldsøndag - nul regn og blæst, sol med passende mellemrum og en fuldtallig Køgegarde med fuld musik gennem en del af Vanløse". 


Bag sig havde pigegarden unge VIF'ere med transparenter og i spidsen gik den lokale arrangør - Holger Møller fra VIF's bestyrelse -mens folk kom frem i vinduerne og ud på altanerne. Hvis Vanløse havde været en provinsklub var de blevet modtaget på Rådhuset, og de lokale pengeinstitutter havde sikkert hyldet "mestrene" med en kontant bundskjuler i den slunkne kasse. Men alligevel. Godt gået af vanløses succeshold fra 1974 - vinder af 2. division og vinder af DBU's landspokalturnering: 

Henning Westergård (træner), Bo Strøm, Jørgen Bo Andersen, Bjarne Pettersson, Jan Madsen, Steen Madsen, Allan Lundgren, Tommy Kristiansen, Allan Jensen, Erik Eriksen, anfører Poul Søgaard, Jacob Rossander, Birger Mauritzen og Jan Pettersson. 

Med fhv. VIF formand, Kay Bergsler's ord: "Alt dette er fortid nu, men en tid som det er umuligt at slette i erindringsbogen". 

Betalt fodbold i VIF

Efter storhedsperioden i første halvdel af 1970'erne stod VIF overfor en meget svær periode og 1976-80 kan nærmest betegnes som de "5 forbandede år". Det startede i 1976, hvor VIF rykkede ud af 1. division. Herefter fulgte indførelsen af betalt fodbold i Danmark, som fik den konsekvens, at spillerne blev fristet af attraktive tilbud fra andre klubber. 

For at imødegå denne udvikling oprettede Vanløse Idræts Forening et anpartsselskab pr. 1. januar 1978. Det første år endte med en pæn 8. plads i 2. division og alle kræfter blev brugt på at få forretningen til at køre. Der blev købt og solgt spillere, lavet lotterier, fanaktier osv. Tilskuerne svigtede dog ved tælleapparaterne og den 28. november 1979 forelagde bestyrelsen den alvorlige økonomiske situation, som fik den konsekvens, at klubben indstillede forsøget med betalt fodbold. Mange spillere søgte andre græsgange og ambitionen var nu alene at forsvare positionen i 2. division. 

Det lykkedes desværre heller ikke. I 1980 rykkede Vanløse ned i 3. division, og eneste lys i mørket var, at klubben kom ud med et beskedent overskud.


Op og ned i 1980'erne

Første halvdel af 1980'erne var også svære - økonomisk som sportslige. 1982 blev dog en kærkommen undtagelse fra reglen med 29 runder som ubesejret, hvilket rakte til en placering som nr. 1 og 2 gennem hele sæsonen. Det gik dog galt i 30. runde, hvor Holbæk ikke bare vandt 0-3 i sæsonens eneste nederlag, men også sendte VIF ned på 3. pladsen. Året efter rutschede VIF helt ned i Danmarksserien. 

Her blev holdet heldigvis forstærket med Jan og Bjarne Pettersson, Kenn Jacobsen, Fernando Olsen, Jacob Rossander og John Rasmussen. Med disse spillere - og træner Kurt Huusfeldts i spidsen - var der garanteret kunstigt åndedræt til 1. holdet, og de blev suveræne vindere af Danmarksserien i 1984 og den efterfølgende sæson i 3. division.

Ungdomsfodbold

Ungdomsfodbolden har eksisteret i Vanløse siden 1920'erne, og klubben har givet tusindvis af Vanløsedrenge store oplevelser både på og udenfor banen. 

- 1962 vinder 1. drenge pokalfinalen over KFUM 
- 1969 og 1978 vinder juniorerne pokalfinalen. 
- 1975 blev Henrik Jensen udtaget til junior- og ynglingelandsholdet, som den første VIF´er i mange år.
- 1977 vandt ynglingsholdet pokalfinalen med 3-1 over Frem. 

Fra og med 1980 blev udviklingen oplevet som en "stabil nedtur". Det sidste store resultat var ynglingeholdets pokaltriumf i 1977. Den hidtil stabile trænerstab blev minimeret i samme takt som de økonomiske problemer, men der var stadig liv i 6-mandsudvalget, som skulle fastholde det sportslige niveau gennem træningssamlinger for udvalgte spillere fra alle førstehold ned gennem rækkerne. Udvalget havde arbejdet målrettet siden 1978, finansierede selv alle omkostningerne gennem sponsorer og lotterier, men opløstes så lidt efter lidt. Den overvejende holdning var, at anstrengelserne var for store sat i forhold til udbyttet. 

l 1987 fødes "Team 92" på initiativ fra en lille gruppe entusiastiske ledere. De store forventninger startede i 1985 med 1. lilleput, hvor der fandtes en stor talentmasse, som også skabte gode resultater. Men netop som drømmene skulle realiseres - ja, så tonede den meget hurtigt bort, da 6 spillere forlod klubben til fordel for KB.  

Med indførelsen af folkeoplysningsloven i 1991 fik de økonomiske betingelser for at drive en ungdomsafdeling i VIF endnu et dyk. Konsekvensen var, at man blot kunne tilbyde ungdomstrænerne cirka halvdelen af, hvad de tidligere var blevet tilbudt. Men tiden læger heldigvis alle sår - og tak for det. 

Pigefodbold

I 1980'erne blev der indledt en epoke med pige- og damefodbold. Efter 2 orienterende møder i efteråret 1982, hvor mange interesserede piger og forældre mødte op, indledtes træningen for 42 piger den 22. november. Ikke alle støttede nyskabelsen og klubben blev nærmest delt i to lejre - for eller imod. Bestyrelsen afspejlede uenigheden, men der blev indgået et kompromis ved at gøre nyskabelsen til en forsøgsperiode. 

De første år oplevede pigerne som en svær periode, hvor de kun delvis blev accepteret. Klubben havde også svært ved at tilbyde pigerne kvalificerede og stabile trænere. I 1983 kastede Inge Krustrup sig over pioneropgaven med et damehold og et pigehold i bagagen. Herfra voksede der et korps af trænere og ledere, som entusiastisk tog fat på at udvikle de sportslige rammer. Det gik stille og roligt fremad, men trods de forbedrede rammer følte spillerne sig stadig isolerede i klubben, da der ikke var forventninger og krav fra klubbens officielle side. 

Dette var måske heller ingen ulempe, fordi opbygningsårene fra 1983-88 var helt på pigernes præmisser. Et vigtigt element blev, at der skulle være tid, plads og rum til hygge og sociale aktiviteter. Fodbold blev på sin vis ligestillet med filmaftener, svømning mv. og det fik afgørende betydning for kammeratskabet og den sportslige succes.  


Pigerne blevet efterhånden fast inventar og i 1989 blev der stillet med 6 hold og 80 medlemmer. De gode resultater begyndte også at banke på døren. Allerede i 1987 var damesenior rykket op i serie 1 og det blev til videre avancement til Københavnsserien i 1994. Det blev desuden til hele 3 pokalfinalesejre i 1988, 1990 og 1993 og med alle ungdomsholdene placeret i den bedste række fra 1992 havde VIFpigerne for alvor smidt børneskoene. Det fortsatte med topresultater som pigerækkevinder i KBUs bedste række 1991-94 og med juniorernes oprykning til mesterrækken i 1992. Småpigerne vandt DM i 1995 og blev KBU-vinder i 1994-95. 

Forsøgsordningen var blevet en vaskeægte succes. Pigerne påtog sig en aktiv rolle i klubbens liv og prægede klubblad, fester og stævner. Det kulminerede i jubilæumsåret 1996, hvor der for første gang blev valgt en aktiv damespiller ind i bestyrelsen.

1 mål fra Superligaen!

l 1986 takkede Henning Westergaard farvel efter en uvurdelig indsats gennem en menneskealder og Jens-Jørgen Schaksen overtog formandstøjlerne de kommende 7 år. Energiniveauet var højt og der var styr på udgifterne, men de budgetterede indtægter udeblev uden en hovedsponsor. Benny Jensen formåede alligevel at skabe overraskende flotte placeringer i den bedste halvdel af 2. division i de to år, han fungerede som divisionstræner. 

Hans Brun Larsen

l 1989 oplevede klubben 3 dage med panik...og handlekraft. Benny Jensen forlod VIF til fordel for Næstved og med få timers betænkningstid ansatte bestyrelsen Hans Brun Larsen, som var blevet fyret i Lyngby. Skiftet gav startskuddet til nogle sportsligt sjove år, hvor de kommende 3 forårssæsoner blev en kamp for den attraktive Superligaplads, mens efterårssæsonerne var en kamp for overlevelse i kvalifikationsligaen. l de mest optimistiske øjeblikke blev holdet rost for sit kontraspil. l de mere pessimistiske øjeblikke blev holdet skældt ud for en defensiv og destruktiv spillestil. 

VIF's linedans blev nærmest legendarisk og det kulminerede med 2 uafgjorte kampe i foråret 1991 - 0-0 mod B1913 og 1-1 mod Brønshøj. Det er en historisk kendsgerning, at VIF med blot ét mål mere i én af disse kampe havde været med i Superligaen - så tæt på var det. Klubben var usædvanlig godt stillet med 1. holdet lige under superligaen, 2. holdet i Danmarksserien, 3. holdet i toppen af serie 1 og 4. holdet i serie 2. Old boys var i en afgørende DM- og pokalfinale og 2 år i træk vandt klubben DBU's Fair Play pokal.  

1. divisionsholdet - foråret 1991
Bagerst fra venstre: Lars Olesen, Morten Vinther, Flemming Larsen, Morten Kruså, Michael Olsen, René Kristensen.
Midten fra venstre: Carsten Johansen, John Degn, Verner Eriksen, Claus Nielsen, Carsten Nielsen, Henrik Storm, Roman Func, Michael Göttsche, Hans Brun Larsen, Jan Madsen (målmandstræner)
Forrest fra venstre: Søren Pretzmann, Ole Bjur, John Christensen, John Dige, Rene Ackerman, Mads Øland

Det kørte derud´a for VIF i de tidligere 90´ere.

Klubben formåede ikke at holde fast i de gode tider og der startede en sportslig og økonomisk nedtur. Der blev snakket mindst 80 % økonomi og maksimalt 20 % sport. Superligadrømmene havde taget alt - simpelthen. Men hvor tæt klubben i virkeligheden var på at løse de evige økonomiske problemer kan fortælles med denne lille historie: Jens-Jørgen Schaksen befandt sig på en fabrik kl. 6.30 i Ejby - en søndag morgen. VIF og Kanal 2 skulle underskrive en samarbejdsaftale om TV-transmission af alle VIF's hjemmekampe fra kvalifikationsligaen i 1991. 

Desværre viste det sig, at TV2-aftalen ikke indeholdt de muligheder, vi havde fået på papiret og Divisionsforeningen aflivede aftalemuligheden pga. "TV2-aftalen": Rettighederne lå hér for en prioritering - sådan. VIF havde lavet sit forarbejde med henvendelse til 300-400 virksomheder omkring bandereklamer i Vanløse Idrætspark, hvis Kanal 2-aftalen var blevet realiseret. Så tæt var VIF på en økonomisk gevinst i omegnen af 500.000 - 1.000.000 kroner om året.

Den yderste kant

I 1991 blev 70-års jubilæet markeret med en kamp, hvor stjerneholdet fra 1974 var hovedattraktionen. De gamle drenge trak cirka 500 tilskuere til Vanløse Idrætspark i øsede regnvejr. Tempoet var stærk nedsat, men teknikken var mere eller mindre intakt. Man kunne godt se, at de havde være gode og stjerneholdet vandt kampen 8-3. Der blev festet på denne dag, men regnvejret symboliserede tiden der ventede forude. Ærgrelsen over de spildte muligheder i foråret 1991 var ikke lige til at ryste af sig. 

l 1992 startede en sand spillerflugt, og de næste 2-3 sæsoner var klubbens 1. hold på det nærmeste en svingdør. Cirka 50 spillere forsvandt fra VIF i disse år. Den sportslige nedtur fortsatte indtil VIF's bedste mandskab stillede op i Danmarksserien i 1995. Nedturen gjaldt forsåvidt både senior- og ungdomsafdelingen, hvor der kun undtagelsesvis var gode resultater. Ved generalforsamlingen i februar 1992 overlod Jens-Jørgen Schaksen formandsposten til Finn Holm-Jørgensen, som i en længere periode havde arbejdet som betroet leder i toppen af dansk fodbold - bl.a. som sekretariatschef og kasserer i Divisionsforeningen. 

Finn Holm-Jørgensen læste skriften på væggen og satte ind med en skrap - men nødvendig økonomisk kur. Det skulle vise sig, at foreningen måtte helt ud på afgrundens rand, før den med en kraftanstrengelse fik bragt sig i sikkerhed. Efter en dramatisk redningsaktion i december 1994 stod det klart, at VIF i sit dyb stadig skjulte store ressourcer og stadig kunne regne med ubetinget støtte fra sine omgivelser. 


Superligaambitionerne var skrinlagte, men drømmene og mulighederne intakte.

 

Formænd gennem tiderne:

1921-1921 Karl Larsen
1921-1922 Aksel Kragh Pedersen
1922-1923 Ludvig Olsen
1923-1925 Bernhard Segall
1925-1926 O. Leth Rasmussen
1926-1926 Thomas Watson
1926-1927 O. Leth Rasmussen
1927-1928 Gunnar Grammer
1928-1929 Evald Nielsen
1929-1930 Thomas Watson
1930-1931 Gunnar Petersen
1931-1932 Willy A. Jensen
1932-1934 Helge Hilding
1934-1937 Gunnar Grammer
1937-1938 Aage Christensen
1938-1940 Helge Hilding
1940-1944 Aage Christensen
1944-1946 C. W. Jørgensen
1946-1947 Gunnar Grammer
1947-1949 C. W. Jørgensen
1949-1951 Aage Christensen
1951-1956 Jesper Halberg
1956-1962 Evan Sonne
1962-1970 Svend Aage Jensen
1970-1972 Evan Sonne
1972-1976 Kay Bergsler
1976-1981 Hans Pankoke
1981-1986 Henning Westergaard
1986-1992 Jens-Jørgen Schaksen
1992-1995 Finn Holm Jørgensen
1995-1997 Jens Saarup
1997-1997 John Rintza
1997-2004 Per Borreby Jeppesen
2004-2005 Lars Jilsø
2005-2011 Keld Ventrup
2011-2013 Tage Kleinbeck

2013-2014

Jens Christian Petersen
2014-  Knud Toft Andersen